Hvem er jeg:
Jeg hedder Tina og er 49 år (1973). Jeg bor sammen med min kæreste og vores fælles datter på 7 år og så har jeg to voksne børn på 21 og 24 år, som begge er flyttet hjemmefra.
Hvad laver jeg?
Jeg hjælper mennesker med at skabe en forståelse for, hvorfor de har udfordringer med at opnå de forandringer de drømmer om og hvorfor de ikke når de mål, de har sat sig for. Gennem coaching åbnes for større selvindsigt og for større forståelse af egne værdier, motivation og adfærd.
Hvorfor?
Helt grundlæggende er jeg drevet af at hjælpe andre mennesker. Jeg tror på, at når vi hver især gør det, der føles rigtig for os, har vi overskud til at være der for andre. Hvis vi sørger for selv at være fyldt op; dækker vores egne behov og er tro mod vores sande værdier, får vi overskud at dele ud af til andre. Når vi giver noget af det overskud til andre, føler de sig set og hjulpet. Det giver glæde, og måske mere overskud, til dem, og på den måde bliver her rarere at være. Faktisk er det min overbevisning, at solen vil skinne lidt mere på os alle.
Derudover har jeg opnået betydelig indsigt i, hvordan vi som mennesker fungerer. Både rent fysiologisk, med motion, træning og kost og rent mentalt med tanker, følelser og strategier mv. og også hvordan disse ting hænger sammen.
Alt det, jeg har brugt år på at lære og forstå, vil jeg gerne dele og give videre, og på den måde hjælpe andre til samme indsigt og forståelse – og især glæde ved at opdage svarene i sig selv og hvad der skal til for at komme i mål eller finde meningen med tingene.
Baggrund:
Ud over en personlig nysgerrighed på mennesker og psykologi, som jeg har dyrket sideløbende med mine 23 års ansættelse i det offentlig, har jeg uddannelser i Anatomi og fysiologi, Fitnessinstruktør, Personlig træner, Coach og Master Coach, Livsdesign, Skyggecoach, Enneagram, Motivation, resiliens og drivkraft, Mad og følelser, At finde sin passion for bare at nævne nogle. Derudover har jeg deltaget i et hav af kurser og foredrag inden for de samme områder og har læst, og læser altid, i bøger om meningen med livet, angst, naturen som helbreder, mod, tanker og meget andet.
Hertil har mit snart 50 år lange liv budt på oplevelser som mine forældres skilsmisse, dødsfald af nærtstående familiemedlemmer, egen skilsmisse, perioder med vægttab og perioder med vægtøgning, perioder med træning og perioder helt uden motion, psykiatrisk diagnose i nærfamilien og hvad livet ellers byder på at bekymringer omkring børn, forældre, kreditforeningslån, parforhold, afskedigelse, helbred, økonomi osv. – altså et helt almindeligt liv med alle de ”bump” det byder på.
Det handler om at finde tilbage til din egen unikke kerne – for du er unik, vi er alle unikke, og vi har alle sammen lige meget ret til at være her, præcis som dem vi er.
